I samarbejde med Alfred og Kamilla inviterer vi til åbningsfest d. 17. marts på havnen i Odense. Vi har sat den allestedsnærværende ejer og indehaver af selvsamme foretagende, Brian Matzen, i stævne og fået en god snak om alt mellem himmel jord.

Alfred og Kamilla – et hus for folk og fællesskab

”Min bedsteforældre hed Alfred og Kamilla. De værnede om deres måltider og det var altid forbundet med fællesskab og hygge, når maden blev serveret hos dem”, lyder det fra Brian Matzen til spørgsmålet om, hvorfor det lige netop er de to navne, som pryder skiltet til hoveddøren ind i restauranten.

Og netop værdierne omkring at skabe et fællesskab, bringe folk tættere på hinanden og komme hinanden ved er den tungest vejende værdi i motivationen og drivkraften bag det store hus på havnen i Odense. ”Jeg kommer aldrig til at vinde en Michelin-stjerne. Min mad er god. Det er slet ikke det. Men jeg driver Alfred og Kamilla, fordi jeg gerne vil samle folk omkring måltiderne”.

At skrabe bunden menneskeligt – og derefter finde sig selv igen

Et spadestik dybere i den samtale finder man en passion, ja vel nærmest en ild hos Brian, der fortæller en klar historie om, hvad der danner grobund for de følelser, der bliver investeret i at drive den forretning.

”Jeg tror vi alle, har brug for at ramme bunden for at finde de sande værdier i livet”, understreger han velment. Og til spørgsmålet om, hvorvidt han nogensinde selv har ”skrabet bunden”, lyder svaret prompte. ”Jeg har selv oplevet at skrabe bunden og komme videre derfra. Det har givet mig et perspektiv på livet, hvor ”jeg er nok i mig selv”. Jeg er ”god nok”, som jeg er.”

Og netop det faktum, at Brian kender til livets op og nedture udfolder han ved siden af livet som ejer og indehaver af en restaurant, hvor han driver foreningen ”RESPEKT”, der søger at undervise unge mennesker i bydelen Vollsmose i Odense omkring livets muligheder. ”Jeg forsøger at bruge mit indre lys og hjerte til at skabe bedre vilkår for de, som har brug for det”.

En restaurant med en vision

Brian har en tro på og en idé om, at han på sigt vil skabe en restaurant, hvor unge mennesker kan komme hen og blive uddannet i både kokkens køkken og livets skole. Det er her, at han vil forene de to største visioner, han tumler med i det daglige.

”Jeg vil skabe et sted, hvor unge mennesker kan komme hen og få et eksamensbevis. Et bevis på at de har gennemført en uddannelse hos mig, hos Alfred og Kamilla, hvor man lærer om livet og får ballast til at stå imod livets store og små nederlag”, udtrykker han kraftfuldt.

Med de vises ord, sender Brian os videre på vores færd og ud i livet. Ud i livet indtil at vi ses hos ham igen, hos Alfred og Kamilla, som hans bedsteforældre hed det. Ud i livet indtil at vi ses igen d. 17. marts til åbningsfesten i Race Club.